Unghunde programmet

Konkurrence teknik - Unghundeprogrammet

Dette er oprindelig udarbejdet af Gitte Freytag fra Roskilde afdeling. Det er opdateret med forklaringer fra den "grønne bog" og rettet efter de nye regler af Lone Pridal.

Udførelse og bedømmelse:

Point: 169 +110/10 = 180,0

Oprykning:

Oprykning til patruljeklassen opnås når begge nedenstående punkter er opfyldt:

  1. Der er halsgivning på den døde genstand
  2. Der er opnået minimum 170,0 point en gang eller minimum 155,0 point to gange i unghunde opryknings konkurrencerne (U1 eller U2)
Øvelse 1-6:
Øvelserne udføres under kommando. Der er kun ét forsøg i øvelserne. Mellem de enkelte øvelser skal hunden føres som under ”fri ved fod” eller i line. Mellem øvelserne må hunden roses og belønnes kortvarigt. Alle øvelser udføres uden line – ”fri ved fod”. Venstrehåndede må føre hunden på deres højre side. Føreren må ikke gå med linen i hånden under øvelserne. Kun de i programmet anførte kommandoer må anvendes. Ønsker føreren af tjenstlige årsager at anvende en anden kommando end den tilladte, meddeles dette forud til dommerne. Samme kommando skal benyttes gennem hele øvelsen. Under øvelserne må føreren ikke animere hunden på nogen måde. Øvelserne skal tilrettelægges, så der ikke opstår unødige forstyrrende ting undervejs.

Bedømmelse:

Benyttes ikke tilladte kommandoer medfører det fradrag. For hver ekstra kommando eller animering fratrækkes 1 point. For ekstra kommando og samtidig animering fratrækkes 1,5 point. Æresrunder (hunden går rundt om føreren) bedømmes efter størrelse fra 0,3 til 0,5 point. Skævtsidninger bedømmes efter størrelse fra 0,1 til 1 point. Sætter hunden sig ikke fradrages 0,5 point.

Appelpoint:

Ved appel forstås den villighed og arbejdsglæde, hvormed hunden følger førerens tegn og kommandoer, samt den energi og forståelse, der udvises af hund og fører under udførelsen af de enkelte øvelser. Appelpoint tildeles som særskilte tiendedele i de enkelte øvelser.

 

Øvelse 1:

"Fri ved fod"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ingen kommandoer og animeringer er tilladte.
  • HF stiller sig med hunden på plads foran dommeren.
  • Hunden er ikke i line.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren begynder at dirigere med HF.
  • Hunden skal føres på venstre side.
  • Hundens højre skulder skal være ud for HF´s venstre knæ.
  • Hunden skal sætte sig uden kommando/amineringer ved op standsninger.
  • Dommeren siger "tak".
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren står på et af dommerne anvist sted med sin hund på plads. Efter førerens klarmelding dirigerer dommerne øvelsen. Føreren skal med sin hund på plads følge dommernes anvisninger gennem øvelsens momenter. Hunden skal energisk og villigt følge sin fører og skal være på plads såvel under gang, løb, vendinger og opstandsninger. Hunden må gerne gå på plads bag om føreren, når denne har bevæget sig baglæns. Det er tilladt at hunden under øvelsen går så langt fremme, at dens højre forben flugter førerens venstre/højre ben. Den må ikke gå længere tilbage, end dens snude er på højde med førerens venstre/højre ben. Gang og løb skal være naturligt kvik og hurtig.
´
Bedømmelse: Fraviger hunden under øvelsen den ovenfor beskrevne position under gang, løb, vendinger og opstandsninger, sætter den sig ikke ved opstandsninger, sætter den sig tøvende eller skævt medfører det fradrag.

 

Øvelse 2:

"Apportering"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ”Apport” - ”Slip” - ”På Plads”. Animeringer er ikke tilladte.
  • HF stiller sig med hunden på plads, uden line.
  • HF informerer dommeren om hunden afleverer foran eller på plads.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren giver apportbukken til HF.
  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok").
  • HF kaster apportbukken cirka 10 meter ud.
  • HF ser igen på dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok") efter cirka 5 sekunder.
  • HF kommanderer "apport”.
  • Hunden apporterer apportbukken.

 

  • Aflevering på plads:
    • HF ser på dommeren, når hunden igen sidder på plads.
    • Dommeren giver tegn (nikker "ok") efter cirka 5 sekunder.
    • HF kommanderer "slip" og tager apportbukken fra hunden.

  • Aflevering foran:
    • HF ser på dommeren, når hunden sidder foran HF.
    • Dommeren giver tegn (nikker "ok") efter cirka 5 sekunder.
    • HF kommanderer "slip" og tager apportbukken fra hunden.
    • HF kommanderer på plads

 

  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren siger "tak".
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren kan vælge at lade hunden aflevere apporten siddende tæt, lige foran føreren eller siddende ved førerens venstre side. Der anvendes en rund træpind. Længde ca. 20 cm. Tykkelse ca. 6 cm. Føreren står på et af dommerne anvist sted med sin hund på plads. Føreren modtager apporten fra dommerne og melder efter rimelig tid klar. På tegn fra dommerne kastes apporten mindst 10 m frem. Hunden skal sidde på plads medens apporten kastes. Efter tegn fra dommerne kommanderer føreren ”apport”.

Aflevering på plads: Hunden skal uden tøven bringe apporten direkte til føreren og gå ”på plads”. Efter tegn fra dommerne tager føreren med kommandoen ”slip” apporten fra hunden, og dommerne afslutter øvelsen. Det er ikke tilladt føreren at vise hunden apporten, eller at give den apporten i munden før øvelsen.´Tegn fra dommerne gives efter ca. 5 sek.

Aflevering foran: Hunden skal uden tøven bringe apporten direkte til føreren og sætte sig lige, tæt foran føreren. Efter tegn fra dommerne tager føreren med kommandoen ”slip” apporten fra hunden. Med kommandoen ”på plads” får føreren hunden på plads og dommerne afslutter øvelsen. Føreren skal inden øvelsen oplyse afleveringsform. Det er underordnet, om hunden går på plads bagom føreren eller går direkte ind. Dommeren bestemmer førerens placering under øvelsen, og det bør iagttages, at apporten ikke kastes i en retning, hvor der umiddelbart findes noget, der kan aflede hundens opmærksomhed. Finder hunden ikke straks apporten, må dette ikke betragtes som fejl, hvis øvelsen i øvrigt gennemføres inden for en rimelig tid og uden nogen form for animering.

Bedømmelse: Øvelsen starter, når føreren har fået apporten i hånden og melder klar. Udføres øvelsen ikke som oplyst fratrækkes 1 point. Knaldapporterer hunden fratrækkes 1 point. Der fratrækkes 1 point hver gang hunden taber apporten. For at opnå point i øvelsen kræves det, at hunden samler apporten op og påbegynder apporteringen. Hvis øvelsen ikke afsluttes korrekt, afbrydes den efter en rimelig tid. Førerens evt. undladelser straffes ved fradrag i point. Leg eller andet som er øvelsen uvedkommende, straffes ved fradrag efter grad. Tyggeri bedømmes efter grad fra 0,3 til 2 point. Forlader føreren sin udgangsstilling afbrydes øvelsen og der gives point for den udførte del. Ved tab i forbindelse med aflevering fratrækkes 2,5 point, hvis føreren selv afslutter og 2,8 point hvis føreren ikke foretager sig noget.

Øvelse 3:

"Halsgivning"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ”Giv Hals” el. ”Halse”. Animeringer er ikke tilladte.
  • HF stiller sig med hunden på plads (uden line) - og med ryggen/siden til dommeren, på det sted dommeren anviser.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok").
  • HF kommanderer "giv hals".
  • Dommeren siger "tak" efter cirka 10 glam.
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren står på et af dommerne anvist sted med sin hund på plads, og melder sig efter rimelig tid klar. Efter klartegn fra dommerne giver føreren kommandoen ”giv hals” el. ”halse”. Hunden skal umiddelbart efter kommandoen afgive 10 glam. Dommerne afslutter øvelsen. Det er ikke tilladt at se ned på hunden. Hunden skal sidde på plads, og føreren stå i naturlig stilling. Ved bedømmelsen af øvelsen tages der hensyn til hundenes forskellige temperament. De 10 glam kan således afgives på meget forskellig måde, men skal dog være afsluttet inden for en rimelig tid.
Bedømmelse: Piveri kan ikke give point. Påbegyndes halsgivningen ikke straks efter kommandoen medfører det fradrag. Ophold i halsgivningen medfører fradrag. Ser føreren ned på sin hund fratrækkes 1 point. Rejser hunden sig før halsgivning fratrækkes 1 point. Rejser hunden sig under halsgivning fratrækkes 0,5 point. Flytter hunden sig under halsgivningen så den sidder skævt, foretages fradrag i forhold til graden. Giver hunden hals siddende foran føreren fratrækkes 1 point. Giver hunden hals stående foran føreren fratrækkes 1,5 point.

Øvelse 4:

"Spring"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ”Fremad Spring” el. ”Fremad Hop”. Animeringer er ikke tilladte.
  • HF stiller sig med hunden på plads foran springbrættet.
  • Linen tages af hunden.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok").
  • HF kommanderer "fremad spring" og løber højre rundt om springbrættet.
  • Hunden springer over springbrættet og går direkte på plads hos HF.
  • HF står med hunden på plads og ser på dommeren.
  • Dommeren siger "tak".
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren står foran springbrættet med sin hund på plads og melder klar til dommerne. Efter tegn fra dommerne giver føreren kommandoen ”fremad spring” el. ”fremad hop”. Hunden skal springe over springbrættet. Føreren skal straks løbe uden om springbrættet og tage opstilling bag springbrættet. Hunden skal uden kommando gå på plads. Dommerne afslutter øvelsen.

Bedømmelse: Overstiger afstanden til springbrættet før og efter springet 5 meter medfører det fradrag. Øvelsen afbrydes, hvis føreren berører hunden eller springbrættet under opspringet. Springer hunden før tegn fra dommerne eller kommando fra føreren, betragtes det som udført øvelse, og bedømmes herefter. Der er kun et forsøg på opspring med berøring af springbrættet. Springer hunden før kommando fratrækkes 1 point. Springer hunden før tegn fra dommerne fratrækkes 1,5 point. Springhøjde 1,5 meter.

 

Øvelse 5:

"Afdækning"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ”Dæk”. Animeringer er ikke tilladte.
  • HF stiller sig med hunden på det sted som dommeren anviser.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok").
  • HF kommanderer "dæk".
  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren giver tegn (nikker "ok").
  • HF går i skjul, anvist af dommeren.
  • Hunden skal være afdækket i 2 min.
  • Dommer/tidtager giver tegn (nikker "ok") til at HF kan kalde på hunden.
  • HF fløjter/kalder på hunden.
  • Hunden løber hen til HF.
  • Dommeren siger "tak"
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren står med sin hund på plads ved et angivet mærke. På tegn fra dommeren dækkes hunden af med kommandoen “dæk”. Det er ikke tilladt at se ned på hunden. På nyt tegn fra dommeren går/løber føreren til anvist skjul. På tegn fra dommeren kaldes eller fløjtes hunden ind. Føreren må ikke være synlig for hunden, medens han er i skjul.
Bedømmelse: Ser føreren ned på sin hund ved afdækningen fratrækkes 1 point. Går føreren før tegn fra dommeren fratrækkes 0,2 point. Tidtagningen påbegyndes, når føreren er i skjul, og der kan først opnås point fra dette tidspunkt. Giver føreren ekstra kommando eller vender han sig mod hunden efter at have forladt den, afbrydes øvelsen. Øvelsen afbrydes, hvis hunden forlader dækstillingen eller afdækningsstedet. Afbrydes øvelsen, efter tidtagningen er begyndt, gives der point for den udførte del. Kryber hunden 1 længde (minus halen), afbrydes øvelsen. For hvert kryb inden for tilladte - 1 længde - fratrækkes 1 point. Kan hunden ikke kaldes ind efter afdækning, kan højst halvdelen af pointene fratrækkes.
  • Tid: 2 min.
  • Afstand til skjul: 50 meter.

Øvelse 6:

"Cykel"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: ingen kommandoer og animeringer er tilladte.
  • Dommeren giver HF cyklen og fortæller HF om køreretning/vendested.
  • HF stiller sig med hunden på plads ved siden af cyklen.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Foden sættes på pedalen og hunden går om på højre side af cyklen.
  • Der cykles, vendes og standses.
  • Hunden går på plads.
  • HF ser på dommeren.
  • Dommeren siger "tak".
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren står på cyklens venstre side med sin hund på plads og melder klar til dommerne. På tegn fra dommeren, skal føreren stå på cyklen, gennemkøre en bestemt anvist strækning, foretage omkringvending til venstre og køre samme strækning tilbage. Kommet tilbage skal føreren stå af cyklen og afslutte øvelsen med hunden ”på plads”. Hunden skal ved start og afslutning gå bagom cyklen og under kørslen løbe på højre side af cyklen. Start og afslutning skal foregå på cyklens venstre side. Det er tilladt under kørslen, at hunden løber så langt fremme, at snudespidsen flugter med fornav, eller så langt tilbage, at snudespidsen flugter med krank. Venstrehåndede førere må føre hunden på deres højre side, men hunden skal ved start og afslutning sidde på plads på cyklens venstre side. Kørslen skal foregå på vej eller andet egnet sted. Strækningen skal være ca. 50 meter. Den anvendte cykel skal være i en brugbar stand, og skal kunne benyttes af både kvindelige og mandlige førere. Der må ikke ske fradrag for førerens eventuelle færdselsmæssige forseelser i øvelsen

.

Bedømmelse: Fraviger hunden under øvelsen den ovenfor beskrevne position under kørslen frem, i vendingen og tilbage medfører det fradrag. Går hunden ikke selvstændigt bagom cyklen ved start og slut medfører det fradrag. Løber hunden ved afslutningen forom cyklen fratrækkes 1 point.

Øvelse 7:

"Feltsøg"

Point: 25+10/10 = 26,0

Tilladte kommandoer: Alle kommandoer og animeringer kan frit anvendes.
  • HF ankommer med hunden i line og melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren siger "værsgo".
  • HF løser hundens line og sætter hunden i gang med at søge.
  • Påviser/taber eller bytter hunden en genstand, må HF betræde feltet og sikre sig genstanden, efter at have adviseret dommeren herom.
  • Besørger hunden i feltet, skal HF forsøge at kalde den ud af feltet.
  • Dommeren siger "tak" når tiden er gået eller efter at alle genstande er fundet.
  • Øvelsen er slut.

 

Føreren skal med sin hund afsøge et anvist gerningssted for at sikre de anbragte genstande. Føreren kan frit benytte kommandoer og animeringer. Hunden skal energisk og villigt følge førerens anvisninger. Hunden må apportere eller påvise fundne genstande. Føreren må kun betræde gerningsstedet for at sikre genstande påvist af hunden. Har hunden fundet alle genstandene inden tidsfristen udløber, afbrydes øvelsen. Linesøg er ikke tilladt. Ved udarbejdelse af konkurrencerne skal sværhedsgraden af terrænet afpasses i forhold til klasserne. Gerningsstedet skal være tydeligt afmærket. Gerningsstedet kan være overtrampet. Dommere og evt. tilskuere må ikke tage opstilling i vindsiden.
Bedømmelse: Søger hunden ikke konstant, eller løber den unødvendigt meget udenfor gerningsstedet, foretages fradrag i de for arbejdet afsatte point i forhold til den tid, den udviser manglende, forståelse, effektivitet og energi Der gives kun point for genstande, der afleveres til dommerne ved øvelsens afslutning. For beskadigelse af genstande fratrækkes 0,5 point. Betræder føreren gerningsstedet uden at sikre en genstand fratrækkes 0,5 point.
  • Størrelse: 10 x 10 m eller tilsvarende antal kvadratmeter
  • Alder: indtil 1 time
  • Genstande: 4 stk af forskelligt materiale, og de må ikke være mindre end 5 x 5 cm. Det samlede overflademål må ikke være mindre end 50 cm².
  • Tid: 10 min.

Øvelse 8:

"Sporsøg"

Point: 25+10/10 = 26,0

Tilladte kommandoer: Alle kommandoer og animeringer kan frit anvendes.
  • HF ankommer med hunden i line, samt har sporline og evt. sporsele med.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren siger "værsgo".
  • HF sætter hunden i gang med at opsøge sporet.
  • HF med bede dommeren om en tilrettevisning, hvis hunden ikke går i gang med at søge sporet
  • Den fundne genstand markeres ved håndsoprækning.
  • Sporet fortsættes, indtil dommeren siger "tak".
  • Øvelsen er slut.
Føreren skal et anvist udgangssted med sin hund opsøge og følge et fremmedspor samt sikre de der anbragte genstande. Føreren kan frit anvende kommandoer og animeringer. Hunden skal villigt og energisk følge førerens anvisninger og straks opsøge og udarbejde sporet uden opstandsninger eller usikkerhed i eventuelle knæk eller terrænskift. Førerhjælp er tilladt. Hunden må apportere eller påvise fundne genstande. Kun konstant og af hunden fremadskridende sporsøg kan give fuldt point. Føreren må kun bevæge sig fremad i sporet, der altid vil være afsluttet bag føreren. Går føreren frem til hunden, der påviser/apporterer, kan føreren dog gå tilbage til stedet, hvor føreren befandt sig ved påvisningen/apporteringen og fortsætte sporet derfra. Er sporet lagt i buer, knæk eller med overgang til andet terræn, og føreren kommer i tvivl om, at hunden følger sporet rigtigt, kan føreren kalde den tilbage og forsøge igen. Tilrettevisning gives når føreren er kommet 15 m bort fra sporet og ikke viser tegn til at søge tilbage dertil, eller hvis føreren selv anmoder herom. Ved tilrettevisning vises føreren normalt vinkelret ind på sporet. Er der givet tilrettevisning i forbindelse med vinkelrette knæk, kan det forekomme, at føreren vises hen til det sted, hvor føreren forlod sporet. Har hund og fører fundet eller passeret sidste genstand, afbrydes øvelsen. Frisøg er tilladt.
Bedømmelse: Opsøg, hvor hunden gentagne gange passerer sporet, medfører fradrag. Gentagne opstandsninger samt usikkerhed i udarbejdelse af knæk medfører fradrag. Kalder føreren hunden tilbage gentagne gange, hvor sporet er lagt i buer, knæk eller med overgang til andet terræn, skal der ske fradrag i forhold til det udførte arbejde. Ved tilrettevisning fratrækkes 5 point i de ved sporsøget opnåede point. Hvis føreren efter at have modtaget en tilrettevisning atter kommer 15 meter bort fra sporet, afbrydes øvelsen og der gives point for den udførte del. Beskadigelse af genstande medfører fradrag af 0,5 point. Såfremt manglende genstande skyldes dårligt sporsøg, skal der ske fradrag i point for sporsøg, ellers ikke. Udarbejdelse af sporet med førerhjælp kan medføre fradrag, af indtil halvdelen af de til arbejdet afsatte point. Der gives kun point for de genstande/figuranter, der afleveres til dommeren.
  • Tid: 15 min.
  • Længde: Ca. 300 m.
  • Genstande: 2 stk., de kan være af forskelligt materiale, og må ikke være mindre end 5 x 5 cm. Det samlede overflademål må ikke være mindre end 50 cm².
  • Alder: Indtil 1 time.
  • Sporet opsøges mellem 2 markeringer i en afstand af 20 meter.
  • Areal: så vidt muligt græsmark.

Øvelse 9:

"Rundering"

Point: 30+10/10 = 31,0

Tilladte kommandoer: Alle kommandoer og animeringer kan frit anvendes.
  • HF ankommer med hunden i line.
  • Dommeren fortæller om banens begrænsninger (højre-, venstre-, eller midterlinjen samt baglinjen).
  • HF må gerne gå på baglinjen med hunden i line, før øvelsens start.
  • HF melder “klar” til dommeren.
  • Dommeren siger "værsgo".
  • HF løser hunden fra linen og sætter hunden i gang.
  • HF gør dommeren opmærksom på, at hunden har fundet noget. ”Min hund har fundet noget”/ håndsoprækning.
  • Dommeren giver tegn til at HF må løbe ud til hunden.
  • Derefter løber HF ud til hunden.

 

  • Hunden har fundet en figurant.
    • HF får hunden i ro, eventuelt på plads, dækket af, mens figuranten visiteres.
    • Hunden tages herefter i line.
    • Figuranten føres til dommeren med hunden på plads.
    • HF vender tilbage til det sted figuranten blev fundet, og sætter hunden til at søge på findestedet.
    • Dommeren giver tegn til at fortsætte (siger normalt "fortsæt bare nu").
    • Runderingen fortsættes.

 

  • Hunden har fundet en genstand.
    • HF kan bede om at få flyttet genstanden, mens hunden sættes til at søge på findestedet.
    • Runderingen fortsættes, indtil dommeren siger "ja tak".

 

  • Øvelsen er slut.

 

  • HF kan i begge tilfælde (når figurant/genstand er fundet) gå tilbage til sted hvor HF opholdt sig, da hunden gav hals - og derfra fortsætte runderingen.
Føreren skal med sin hund afsøge et anvist terræn for at sikre de der anbragte objekter. Der kan forekomme gerningsstedgenstande ved objekterne. Føreren kan frit dirigere sin hund ved hjælp af fløjte, armbevægelser og naturlig kommandoføring. Finder hunden et objekt, skal den ved effektiv halsgivning tilkalde føreren og indtil føreren er fremme bevogte det fundne objekt. Føreren skal have dommernes tilladelse til løbe frem til sin hund når der er halsgivning, og til at flytte fundne objekter. Er det fundne objekt en figurant, skal denne visiteres under bevogtning af hunden og indtransporteres til dommerne med hunden i line eller fri ved fod. Føreren skal behandle findestedet som gerningssted og med sin hund afsøge dette. Ved rundering får føreren opgivet runderingsområdets bredde med en side- eller midterlinie, samt en bevægelsesretning. Føreren skal sikre sig, at terrænet bliver tilstrækkeligt afsøgt af hunden. Har hunden fundet fig. eller genstand fremme i terrænet, kan føreren, når dommeren har overtaget det fundne, fortsætte runderingen fra det sted, hvor han opholdt sig, da hunden gav hals. Tilvejebringelse kan ske ved, at en hund apporterer et objekt til føreren, eller hundens adfærd bevirker, at føreren ved selvsyn finder et objekt. Det kan også ske ved at føreren selv finder objektet. Giver hunden hals ved et sted, hvor en fig. eller genstand har været anbragt, skal det ikke medføre fradrag. Under rundering må føreren kun bevæge sig fremad og til siderne. Det område der ligger bag ham, må betragtes som forladt. Har hund og fører passeret sidste hovedobjekt afbrydes øvelsen. Under eftersøgning må føreren bevæge sig frit i eftersøgningsområdet. Har hund eller fører i en eftersøgning fundet alle objekter og foretaget gerningsstedsarbejde ved dem og fortsætter eftersøgningen, kan dommerne afbryde øvelsen selvom hund eller fører ikke har fundet alle gerningssteds/side genstande.
Bedømmelse: Overdreven råben og støjen af føreren og utidig halsgivning af hunden medfører fradrag. Er runderingsbanen lagt, så rundering skal foregå i medvind, kan det ske, at hund og fører går forbi et objekt, men at hunden under et udslag får fært af det passerede objekt og løber tilbage. I dette tilfælde er genstand/fig. ikke tabt. Er det derimod føreren, der kommanderer sin hund til at rundere bagud, er genstanden/figuranten tabt. For at opnå point i halsgivning, skal det første glam komme fra hunden uden nogen tilskyndelse fra føreren. Halsgivning skal være effektiv, hvilket vil sige, at hunden skal give hals på en måde, der kan hidkalde føreren. Bevogtning skal ske på findestedet, således af man der har mulighed for at søge efter beviser. Slæber hunden en funden genstand bort fra findestedet skal der ske fradrag i de for bevogtningen fastsatte point. Kan findestedet ikke lokaliseres, kan der ikke opnås point i bevogtning. Hvis hunden forlader et objekt 1 gang, men returnerer og laver tilfredsstillende bevogtning og halsgvining fradrages halvdelen af de point, der er afsat til bevogtning/halsgivning. Hvis hunden forlader et objekt 2 gange, men returnerer og laver tilfredsstillende bevogtning og halsgivning, fradrages halvdelen af de tilbageværende point, som er afsat til bevogtning/halsgivning. Forlader hunden 3. gang et objekt, kan der ikke opnås point bevogtning/halsgivning. Såfremt en fører ikke foretager gerningsstedsarbejde ved et fundet objekt, fratrækkes 1 point i rundering. For manglende visitation af figurant fratrækkes 1 point. For manglende indtransport af figurant fradrages 1 point. Løber føreren frem til sin hund ved halsgivning fradrages 0,2 point. Fjerner/flytter føreren et fundet objekt uden tilladelse fradrages 0,2 point. Flår hunden i genstande eller bider en figurant, skal det påtales ved anvendelse af strafpoint, der fratrækkes øvelsens samlede pointtal. Ved anvendelse af strafpoint, skal der samtidig ske fradrag i bevogtning. “Støder” hunden, skal det betragtes som fejl i bevogtningen.
  • Tid: 20 min.
  • Bredde: 75 m
  • Længde: ikke under 200 m., alt afhængig af terrænets sværhedsgrad.
  • Genstande: en figurant og en større genstand, f.eks. frakke, kuffert eller stor dukke, der er skjult i terrænet. Figuranten skal være skjult og må ikke være i bevægelse.

Øvelse 10:

"Stop i skoven"

Point: 10+10/10 = 11,0

Tilladte kommandoer: Alle kommandoer og animeringer kan frit anvendes.
  • HF ankommer med hunden i line og melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren siger "værsgo".
  • HF går patrulje ad aftalt sti. Figuranten kommer frem fra et skjul.
  • HF anråber figuranten "Halløj De der - stop eller jeg slipper min hund - stop eller jeg slipper min hund".
  • Hunden løses fra sin line stop manden”.
  • Hunden løses fra sin line. Figuranten flygter ind i en skov.
  • Hunden standser figuranten ved bid i ærmet.
  • Figuranten råber "av-av" indtil HF når frem til figuranten.
  • HF kommander "slip" til hunden, hvis den ikke har sluppet på passiv figurant; og "plads", når hunden har sluppet ærmet.
  • Hunden afdækkes eventuelt, mens figuranten visiteres.
  • Dommeren står nu dér, hvor figuranten forsvandt ind i skoven.
  • Figuranten indtransporteres under HF´s kommando, med hunden i line.
  • Dommeren overtager figuranten på HF´s anmodning.
  • Øvelsen er slut.
Føreren skal med sin hund inden for 4 minutter anholde en figurant iført synligt beskyttelsesærme, som iagttages i et udpeget terræn. Figuranten kan være bevæbnet, og der kan afgives skud. Føreren skal straks anråbe figuranten, men da denne søger at unddrage sig anholdelse ved flugt sendes hunden straks efter anråbet efter figuranten, som fortsætter flugten i skov, buskads eller tilsvarende terræn. Flugten skal ske i moderat tempo. Hunden skal ved bid i den beskyttede arm standse figuranten. Hvis dette ikke sker, skal figuranten fortsætte flugten. Såfremt figuranten er passiv, må hunden selvstændigt slippe og overgå til bevogtning. Såfremt figuranten ikke føler sig bevogtet, fortsætter figuranten flugten. Når hunden bider figuranten i den beskyttede arm, skal figuranten råbe AV, så føreren har mulighed for at lokalisere, hvor hunden og figuranten befinder sig. Når figuranten er anholdt, skal figuranten afvæbnes, hvis denne bærer våben, herefter slip, hvis hunden fastholder sit bid, og visitation i nævnte rækkefølge. Fastholder hunden sit bid, skal den slippe på førerens kommando. Figuranten indtransporteres derefter i almindelig gang med hunden i line til dommerne, der nu opholder sig på det sted, hvor figuranten opholdt sig ved anråb. Øvelsen skal tilrettelægges som en praktisk opgave. Hunden skal i starten være i line (undtagen ved stop fra bil). Det kræves ikke, at linen skal være slap, men hunden skal være tilkoblet på normal måde som almindelig lineføring. Venstrehåndede førere må føre hunden på deres højre side. Det er vigtigt, at figuranten forholder sig rigtigt og ens over for alle.
Bedømmelse: Ved anvendelse af redskab eller godbid og ved forsætlig berøring af figurant eller hund for at få hunden til at slippe, kan der ikke opnås point i øvelsen. Ekstra kommandoer eller animeringer i slipfasen medfører ikke fradrag. Ved efterbid i visitationsfasen og derefter foretages fradrag. Hvis der forløber mere end 4 min. fra det tidspunkt hundeføreren har anråbt figuranten, til denne er bragt tilbage til dommerne, er opgaven ikke gennemført, og der kan ikke gives point i øvelsen. Hvis hunden ikke har standset figuranten ved bid i den beskyttede arm, kan der ikke gives point i øvelsen. Ved manglende visitation fradrages 1 point. Hvis ikke andet er anført i øvelsesoplægget, koster en visitations genstrand 1 point.
  • Tid: 4 min.
  • Afstand: Figuranten iagttages i en afstand af ca. 75 meter fra hundeføreren, der er til fods.
  • Føreren skal slippe sin hund straks efter anråbet.

Øvelse 11:

"Stop af stokbevævbnet person"

Point: 19+10/10 = 20,0

Tilladte kommandoer: ”Stop manden” - ”Slip” - ”På Plads” - ”Fremad Gå”. Animeringer er ikke tilladte.
  • HF ankommer med hunden i line.
  • HF informerer dommeren om hunden slipper på passiv eller kommando.
  • HF melder "klar" til dommeren.
  • Dommeren siger "værsgo".
  • HF går patrulje gang ad aftalt sti.
  • Figuranten kommer frem fra et skjul.
  • HF anråber figuranten Halløj De der - stop eller jeg slipper min hund - stop eller jeg slipper min hund".
  • Hunden løses fra sin line stop manden”.
  • Figuranten flygter - vender om mod hunden - og tildeler et par lette slag med en stok, når hunden har bidt sig fast i ærmet.
  • Når dommeren giver tegn (klap på skulderen, ”værsgo”) løber HF ud til hund og figurant.
  •  HF afvæbner figuranten og træder et skridt tilbage.

  • Hunden slipper på kommando:
    • HF kommanderer "slip" mens hunden er i ærmet og "plads" når hunden har sluppet ærmet.

 

  • Hunden slipper på passiv:
    • HF kommanderer "plads".

 

  • Figuranten indtransporteres til dommeren under kommando af HF, idet HF går cirka 5 meter bag figuranten under indtransporten.
  • Figuranten flygter og eftersættes straks af hunden - uden nogen kommando fra HF.
  • HF standser et skridt fra figuranten og kommanderer "slip" hvis den ikke har sluppet på passiv. Derefter kommanderes "plads".
  • Øvelsen er slut når dommeren siger "tak".
  • Hunden sættes i line.
  • Øvelsen er slut.
Føreren kan vælge 1: At lade sin hund udføre øvelsen med slip ved passiv figurant eller 2: Med slip på kommando.

Udførelse 1:

Stoppet: Føreren skal med sin hund anholde en figurant, der iført synligt beskyttelsesærme bevæger sig ca. 75 meter ude i åbent terræn. Figuranten er bevæbnet med stok, der også kan være ”slagstok – læder” i hånden. Føreren anråber figuranten om at standse, men denne giver sig til at løbe bort fra føreren, der sender sin hund efter figuranten. Hunden skal i starten være i line. Det kræves ikke at linen skal være slap, men hunden skal være tilkoblet som ved lineføring. Føreren skal straks efter anråbet standse op og afvente tegn fra dommer, før føreren må løbe frem til sin hund. Dommeren skal straks efter, at hunden har bidt sig fast i figurantens beskyttede arm, give tegn til føreren. Tegnet gives ved en tydelig kommando eller et klap på førerens skulder. Når hunden er ca. 50 m fra figuranten, vender denne omkring og løber med stokken hævet, truende frem mod hunden, som frygtløs skal bide sig fast i figurantens beskyttede arm. Figuranten tildeler hunden 2 lette slag mod ryg eller sider. Hunden skal trods stokkeslag fastholde sit bid i den tid, hvor figuranten yder modstand eller er en trussel. Så snart figuranten er passiv, skal hunden straks selvstændigt slippe og overgå til bevogtning. Bevogtningen skal være effektiv. Når føreren i stoppet har afvæbnet figuranten, træder han et skridt tilbage, hvorefter føreren får hunden til at gå på plads med kommandoen ”på plads”.
Indtransport: Når figuranten er blevet standset og afvæbnet, skal denne indtransporteres til dommeren. Føreren igangsætter indtransporten med kommandoen ”fremad gå” til figuranten. Under indtransporten skal føreren med sin hund fri ved fod gå ca. 5 m bag figuranten. Under indtransporten – efter forud aftale med dommerne – foretager figuranten flugtforsøg.
Flugtforsøg: Hunden skal uden kommando fra føreren straks eftersætte og standse figuranten ved effektivt at bide sig fast i den beskyttede arm. Hunden skal fastholde sit bid i den tid, hvor figuranten yder modstand eller er en trussel. Så snart figuranten er passiv, skal hunden selvstændigt slippe og overgå til bevogtning. Bevogtningen skal være effektiv. Føreren standser i et skridts afstand fra figuranten, hvorefter føreren får hunden til at gå på plads med kommandoen ”på plads”. Herefter beordrer dommerne føreren at lægge line på hunden. Når linen er anlagt afsluttes øvelsen.

Udførelse 2:

Stoppet: Føreren skal med sin hund anholde en figurant, der iført synligt beskyttelsesærme bevæger sig ca. 75 meter ude i åbent terræn. Figuranten er bevæbnet med stok, der også kan være ”slagstok – læder” i hånden. Føreren anråber figuranten om at standse, men denne giver sig til at løbe bort fra føreren, der sender sin hund efter figuranten. Hunden skal i starten være i line. Det kræves ikke at linen skal være slap, men hunden skal være tilkoblet som ved lineføring. Føreren slipper straks efter anråbet sin hund. Føreren skal straks standse op og afvente tegn fra dommer, før føreren må løbe frem til sin hund. Dommeren skal straks efter, at hunden har bidt sig fast i figurantens beskyttede arm, give tegn til føreren. Tegnet gives ved en tydelig kommando eller et klap på førerens skulder. Når hunden er ca. 50 m fra figuranten, vender denne omkring og løber med stokken hævet, truende frem mod hunden, som frygtløs skal bide sig fast i figurantens beskyttede arm. Figuranten tildeler hunden 2 lette slag mod ryg eller sider. Hunden skal trods stokkeslag fastholde sit bid. Når føreren i stoppet har afvæbnet figuranten, træder han et skridt tilbage, og får med kommandoen ”slip” hunden til at slippe og på plads med kommandoen ”på plads”.
Indtransport: Når figuranten er blevet standset og afvæbnet, skal denne indtransporteres til dommeren. Føreren igangsætter indtransporten med kommandoen ”fremad gå” til figuranten. Under indtransporten skal føreren med sin hund fri ved fod gå ca. 5 m bag figuranten. Under indtransporten – efter forud aftale med dommerne – foretager figuranten flugtforsøg.
Flugtforsøg: Hunden skal uden kommando fra føreren straks eftersætte og standse figuranten ved effektivt at bide sig fast i den beskyttede arm. Hunden skal fastholde sit bid. Føreren standser i et skridts afstand fra figuranten, og får med kommandoen ”slip” hunden til at slippe og på plads med kommandoen ”på plads”. Herefter beordrer dommerne føreren at lægge line på hunden. Når dette er sket er øvelsen afsluttet.
Bedømmelse: Hunden skal være effektiv i angrebet og lydig i slippet. Manglende fasthed og lydighed skal trækkes i point. Kun et konstant bid kan give fuld point. Viger hunden for figurantens trussel medfører det fradrag i points. Viger hunden 2 gange for figurantens trussel afbrydes øvelsen. Ved anvendelse af redskab eller godbid og ved forsætlig berøring af figurant eller hund for at få hunden til at slippe, kan der ikke opnås point i øvelsen. Slipper hunden ikke straks på førerens kommando eller straks figuranten er passiv eller følger den ikke straks førerens på plads kommando medfører det fradrag. Manglende effektivitet i bevogtningen trækkes i point. Er øvelsens første del ikke udført, så der kan opnås point for stoppet, afbrydes øvelsen. Der skal som minimum opnås 1 point i hvert moment for at gå videre til det næste. Tager føreren´fat i hunden under indtransporten, afbrydes øvelsen, og flugtforsøget udgår. Det samme gælder, hvis hunden under indtransporten går frem og bider figuranten i beskyttelsesærmet, eller hvis der i øvrigt ikke kan opnås point i indtransporten. I disse tilfælde gives kun point for det udførte stop. Udføres øvelsen ikke som oplyst, fratrækkes 1. point. Træder føreren ikke et skridt tilbage efter afvæbning, fradrages 1 point. Træder føreren mere end et skridt tilbage efter afvæbning betragtes dette som animering/er og der foretages fradrag i forhold hertil. Bringer føreren ikke stokken med tilbage fradrages 1 point. Slipper hunden i stoppet ikke straks efter 5. ekstra kommando afbrydes øvelsen og der opnås ikke point. Slipper hunden i flugtforsøget ikke straks efter 2. ekstra kommando afbrydes øvelsen og der opnås point for det udførte. Benyttes ikke tilladte kommandoer medfører det fradrag. For hver ekstra kommando eller animering fratrækkes 1 point. For ekstra kommando og samtidig animering fratrækkes 1,5 point. Æresrunder (hunden går rundt om føreren) bedømmes efter størrelse fra 0,3 til 0,5 point. Skævtsidninger bedømmes efter størrelse fra 0,1 til 1 point. Sætter hunden sig ikke fradrages 0,5 point.