Kl. 1435 i dag blev jeg ringet op af et tidligere medlem, hvis handicappede datter netop havde tabt en specielfremstillet ring, medens hun fra et depot var ved at fylde hø i ”poser” til hestene.
Der var tale om en ring, som i virkeligheden er et håndbåret hjælpemiddel, som er nødvendigt for bæreren, og kaldes en ”silversplint”. Det tager tid at erstatte den, og den er ret kostbart, så hun bad om vor hjælp til at finde den igen. De havde selv forsøgt uden held.
Der var tale om et forholdsvis afgrænset område, idet datteren var sikker på, at det var sket medens hun arbejdede med høet.
Vi, Erik Goth-Eriksen med Vi-to vom Nessenberg, og jeg selv med Asser vom Lahnblick, var lige mødt i klubben for at træne hund. Vi besluttede, at det så kunne blive en del af vor træning.
Ankommet til adressen ude på landet en lille times tid senere fik vi påvist stedet, hvor ringen var tabt. Arealet var ikke så stort, at det ville give mening at arbejde med to hunde samtidigt. Det blev Asser, som alderspræsident, der skulle starte, så kunne Vi-to tage over, hvis det blev nødvendigt.
Høet var tørt, og det hørtes på Asser, at det støvede, men han arbejdede dog rimeligt tilfredsstillende, og efter ca. et kvarters søgning borede han snuden ned i høet og markerede – og der lå ringen. Vi lagde den op på en palle,og dokumenterede fundet med et foto. Se det på Facebook.
Herligt med et resultat, og glæden var stor hos mor og datter.