Mindeord

Kære Skovboere.

Vi har desværre mistet Severin Finderup, et mangeårigt medlem af vores forening. Tak til Keld Andersen, der på venlig opfordring har forfattet følgende mindeord:

"Mindeord over Severin Finderup.

Vort mangeårige medlem Severin Finderup gik bort den 17. maj 2023 efter en lang og hård sygdomsperiode.
 
  Vi vidste at Severin var alvorligt syg, men meddelelsen om, at nu var Severin her ikke mere, ramte os alligevel uforberedte og med sorg og bedrøvelse. Vor dybeste medfølelse går til hans nærmeste i sorgen over deres tab.
 
 Severin kom til Skovbo i 1980 med sin rottweilerhan Aron. På det tidspunkt gjorde han tjeneste ved kriminalpolitiet i Roskilde. Han forlod senere politistyrken og havde succes i sin nye karriere i forsikringsbranchen.
 
 Severin var rottweilermand og forblev tro mod racen i hele sit aktive hundeliv. Han var aktiv konkurrencemand og førte Aron i kriminalklasse. Vi, der var i Skovbo dengang, husker Severins hunde, Aron, Gamak og Ætzel. Særligt de to sidstnævnte blev kendt for deres aftryk i figuranter og genstande.
 
 Severin deltog aktivt i foreningslivet i Skovbo og blev snart en bærende del af klubbens ledelse. Han var meget handlekraftig og blev hurtigt valgt ind i bestyrelsen i Skovbo og var samtidig i flere perioder i områdeledelsen som repræsentant for område 6.
 
 Han blev en dygtig og respekteret dommer og har fungeret som overdommer i område 5 ved adskillige udtagelseskonkurrencer.
 
 Severin flyttede omkring 2003 til Nordsjælland. Han fortsatte sit medlemskab i Skovbo og var stadig meget aktiv som dommer, men hans aktive karriere som hundefører sluttede dermed.
 
 Med den meget længere afstand til klubben så vi ikke Severin så ofte, men hans engagement var stadig intakt. Han deltog i Skovbos generalforsamlinger og var til 2022 revisor i klubben.
 
 Vi vil altid huske Severin for at have været et stort aktiv for klubben. Vi vil savne hans rolige temperament og lune humor, der sammen med hans evne til at få arbejdet gjort var en betydende faktor i den periode, hvor det Skovbo vi kender i dag, blev grundlagt. 

Æret være Severin Finderups minde."


Bisættelsen finder sted i Blistrup Kirke d. 27. maj kl. 12.00.